Løgstør og Aars havde besøg af Pension Danmarks kampagnebus bemandet med en sygeplejerske og en pensionsekspert

VESTHIMMERLAND: Hvordan står det til med mit helbred? Giver min pensionsopsparing mulighed for, at jeg ikke skal leve af havregryn hver dag, når jeg går på pension?

Disse og mange andre spørgsmål fik medlemmer af 3F Midtfjord svar på, da Løgstør og Aars onsdag og torsdag havde besøg af Pension Danmarks kampagnebus bemandet med en sygeplejerske og en pensionsekspert.

For tømrer Poul Jensen, som er ansat på Scandibyg Løgstør, var hovedmålet at få undersøgt sin egen sundhedstilstand.

- Og jeg fik gode nyheder af sygeplejersken fra Pension Danmark, nemlig at jeg med min alder som 53-årig rent fysisk svarer til en 49-årig, fortæller Poul Jensen.

Sygeplejerske Karin Enggaard forestod sundhedssamtalen med Poul Jensen og de øvrige deltagere.

Foruden vægt og kropsalder drejer det sig blandt andet om risikoen for hjertelidelse og livsstilsygdomme, Pension Danmarks sundhedsordning, hurtig tilvejebringelse af diagnose samt hurtig behandling i offentligt eller privat regi.

I den anden ende af kampagnebussen havde kundechef Hans Stougaard, Pension Danmark, travlt med at klargøre den enkeltes pensionsforhold.

- Stadig flere ønsker overblik over, hvordan de via arbejdsmarkedspensionen er sikret supplement til folkepensionen, og der kan også være andre pensionsspørgsmål af betydning for den enkelte. Det får de så at vide hos mig, pointerer Hans Stougaard.

Chauffør Brian Poulsen, DLG Aars, brugte en time af sin fridag på at besøge kampagnebussen.

- 3F Midtfjord havde sendt invitation, og jeg fik lyst til at få overblik over min sundhedstilstand og mine pensionsudsigter. Begge dele fik jeg rigtig god besked på, understreger Brian Poulsen.

Næstformand Lindy Mortensen, 3F Midtfjord, betegner generelt kampagnen som en succes.

- Der var fuldt hus i kampagnebussen, som gjorde holdt ved 3F Midtfjords kontor på Limfjordsvej 21 i Løgstør (onsdag) og hos fagforeningens kontor ved Himmerlandsgade 146 i Aars (torsdag). Vi kan konstatere, at vores medlemmer gerne vil høre om deres sundhed og deres pension. Folkepensionsalderen hæves, og der er stigende usikkerhed om, hvorvidt folkepensionen kan dække en rimelig levefod i alderdommen.

Lindy Mortensen oplyser, at de obligatoriske arbejdsmarkedspensioner er et stort fremskridt – først og fremmest for medlemmer, som har lang anciennitet på arbejdsmarkedet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...