Fordelt på fem hold opsøgte 3F-repræsentanterne byggepladser i Aars, Fjerritslev, Løgstør, Farsø, Nibe, Hobro, Brovst og Hornum

VESTHIMMERLAND: 35 lokale byggepladser fik besøg, da 3F Midtfjord mandag var på landevejen som led i en kampagne for organiseret byggeri.

Fordelt på fem hold opsøgte 3F-repræsentanterne byggepladser i Aars, Fjerritslev, Løgstør, Farsø, Nibe, Hobro, Brovst og Hornum.

De ansatte viste især stor interesse for at få mere at vide om akkord og prissætning for eget arbejde, fortæller kampagnedagens leder, næstformand Alex Pedersen, 3F Midtfjord.

- Vi fik en god snak på byggepladserne, hvor vi mødte 102 ansatte, heraf 78 3F'ere.

- Naturligvis var der ikke tid til at belyse alle spørgsmål om akkord og prissætning i dybden. Men vi kunne oplyse, at det er en fordel for såvel medarbejdere som håndværksmestre at anvende ordningen, idet den tager udgangspunkt i aftaler, som er indgået mellem 3F og Dansk Byggeri.

Næstformanden kunne desuden oplyse, at der de første fire torsdag aftener i 2019 afvikles et kursus om akkord og prissætning hos 3F Midtfjord i Aars.

3F-repræsentanterne benyttede samtidig lejligheden til at slå et slag for kampagnen "Tag en lærling mere med i sjakket".

- Der er heldigvis større bevågenhed om at skaffe uddannede håndværkere gennem uddannelse af lærlinge end tidligere, men indsatsen kan stadig langtfra at opfylde behovet.

- I 3F Midtfjord har vi torsdag 25. oktober indbudt til en lærlingeaften på fagforeningskontoret i Aars. Formålet er at styrke interessen for at få en håndværksmæssig uddannelse, fastslår Alex Pedersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...