Fjordens dyreliv blev studeret på nærmeste hold på Naturens Dag.

HVALPSUND: Over 125 deltagere hoppede i waders for bl.a. at blive klogere på krabber, rejer, tangnål, vandmænd m.m., da der søndag blev inviteret til Naturens Dag i Hvalpsund.

Glædeligt var det bl. a. at se, hvor mange teenage-familier, der deltog, fremhæver tovholder Karin Winther.

Bl.a. var der en familie på fem fra Aulum med tre teenagebørn, der specifikt havde valgt at køre efter arrangementet i Hvalpsund.

De var der i to timer, hvor der blev løst opgaver, bygget insekthoteller og strøget og kogt rejer, inden de lige akkurat nåede den sidste gratis tur med Hvalpsund-Sundsøre færgen.

- I det hele taget er det en fornøjelse at se, hvordan flere og flere familier vælger naturen til fælles oplevelser. Og det er en kæmpe gevinst, at vi nu har waders lige fra størrelse 24 til 46, for det giver mulighed for den samme her-og-nu-vandoplevelse. De rigtige naturoplevelser kan jo ikke afspilles igen og igen som på computeren, bemærker Karin Winther.

Arrangement i Hvalpsund blev afviklet i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Hvalpsund-Sundsøre færgen.

- Og med det store fremmøde har vi allerede aftalt, at vi er klar igen næste år til Naturens Dag, slutter Karin Winther.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...