Alle berettigede ansøgninger blev i år imødekommet i Vesthimmerland

Der var travlhed hos 3F Midtfjord i Aars - ikke mindst med spritflasken mod corona - da Dansk Folkehjælp Vesthimmerland uddelte julehjælp til 121 trængte børnefamilier i kommunen.

-Grundet coronaen havde vi nok at se til for at få logistikken til at fungere, siger formand Herdis Brix.

- For at overholde corona-bestemmelserne om et maksimalt antal mennesker forsamlet i et lokale måtte vi opdele ansøgerne holdvis.

Blandt modtagerne af julehjælp var KIaus Warming Kronborg, Gedsted:

- Min datter på seks, Danielle, glæder sig til, at jeg kommer hjem med julegaven fra Dansk Folkehjælp, siger Klaus Warming Kronborg.

- Julehjælpen falder på et tørt sted, da vi pensionister ikke har meget at slå til Søren med.

Også Sandra Bjørnlund, Løgstør, var glad for julehjælpen.

- Julehjælpen bevirker, at jeg kan give min datter en god jul og få et pænt juletræ, selv om jeg ikke har mange penge, da jeg går sygemeldt efter et trafikuheld, pointerer Sandra Bjørnlund.

Det lykkedes afdelingen at indsamle så mange penge, at samtlige 121 berettigede ansøgninger kunne imødekommes.

Julehjælpen fra Dansk Folkehjælp har en samlet værdi af 1500 kr. og består af julemad og kolonialvarer for 500 kr. og et gavekort til indkøb til familiens børn på 1000 kr.

Hertil kommer, at juletræsavler Susanne Hansen, Lyngholmgaard, Blære, har skænket hver af julehjælpsmodtagerne et gratis juletræ.

Desuden har Farsø Bageri suppleret med to brød, og Peders Bageri i Aars med otte rundstykker pr. modtager-familie.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...