Erhvervspanel samlede ind til fordel for Dansk Folkehjælp

VESTHIMMERLAND: Indsamlingskoordinator Ib Jensen, Dansk Folkehjælp Vesthimmerland, kunne næsten ikke holde begejstringen tilbage, da han torsdag kunne konstatere, at et lokalt erhvervspanel på en time indsamlede 112.000 kr. til julehjælp i Vesthimmerland.

Erhvervspanelet består af Klaus H. Frederiksen, Spar Nord Aars, Jens Peter Hougaard, Kastberg, Bruno Nikolajsen, Nyrup Smeden/Julles VVS med Ib Jensen som lokal koordinator.

Julehjælpen går til enlige forsørgere på overførselsindkomst i Vesthimmerland.

Indsamlingen overgik sidste års resultat med 40.000 kr., og dette resultat er der grund til at være særdeles tilfreds med, pointerer Ib Jensen.

- Det viser, at mange virksomheder er parat til at påtage sig en social forpligtelse over for egnens økonomisk dårligst stillede børnefamilier. Naturligvis kan vi begræde og finde det urimeligt, at over 40.000 børn i det rige Danmark lever under fattigdomsgrænsen, men når det nu engang er tilfældet, er det nødvendigt at stå sammen om at give disse børn en god jul, siger han.

Næstformand Pia Nikolajsen, Dansk Folkehjælp Vesthimmerland, er også lykkelig for erhvervspanelets indsamlingsrekord. Julehjælpen består af donationer på hver tre gavekort a 500 kr. til fødevarer hos den lokale Rema-butik, en lun gave under træet fra Sportsmaster samt gavekort til en legetøjsforretning.

- Sidste år lykkedes det os at skaffe økonomi til at imødekomme de 125 ansøgere, som opfyldte kriterierne for at modtage julehjælp. Hvorvidt vi får mulighed for at imødekomme berettigede ansøgninger også i år, er endnu for tidligt at sige, men erhvervspanelets superresultat lover sammen med vore øvrige juleindsamlings-aktiviteter godt, understreger Pia Nikolajsen.

Samtlige ansøgninger bliver gennemgået af Vesthimmerlands Kommune med henblik på at konstatere, om der er tale om enlige forsørgere på overførselsindkomst, som er berettigede til julehjælpen fra Dansk Folkehjælp.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...