Trængende kan se lys

0
Fundamentet på Skoleengen blev støbt for over et år siden og har siden stået og ventet på et toilet. Det kommer der nu - dog ikke som planlagt et automatisk et af slagsen. Kommunens langsommelighed har blandt andet kastet flere læserbreve af sig. Arkivfoto
Kommunen dropper selvrensende toilet i Løgstør og sætter et almindeligt toilet op – lang ventetid er slut

LØGSTØR: – Jeg er sådan set lidt lettet over, at der ikke var revy ved årets byfest i Løgstør, for så havde vi sikkert fået en ordentlig omgang…

Jørgen Hansen, der er afdelingsleder ved Vesthimmerlands Kommune, er helt klar over, at kommunens langsommelige ageren i bestræbelserne på at få etableret et nyt offentligt toilet på Skoleengen i Limfjordsbyen ville have været et oplagt revyemne i den byfestrevy, som Løgstør plejer at opføre, men i år var aflyst på grund af brojubilæet på Aggersundbroen samme weekend.

Men når Løgstør til næste år igen har byfestrevy, så vil det nye offentlige toilet have stået på sin plads i mange måneder, lover Jørgen Hansen, der går ind og garanterer, at toilettet står klar til træskibssejladsen Limfjorden Rundt i starten af september.

Og så er det slut med at holde sig i midtbyen…

– Vi er helt klar over, at det har været en meget sej og langsommelig omgang, erkender Jørgen Hansen, som dog også har en forklaring på langsommeligheden efter byrådet i Vesthimmerlands Kommune sidste forår bevilgede 625.000 kr. til et offentlig og fuldautomatisk toilet på Skoleengen, som selv kunne gøre rent efter hvert besøg.

Selvom kommunen har ledt med lys og lygte, så har det nemlig ikke været muligt at finde et fuldautomatisk og selvrensende toilet, som kommunen turde satse på.

– Derfor er vi kommet frem til, at det bliver et mere almindeligt offentlig toilet – men altså i meget høj kvalitet, lover Jørgen Hansen, som kan fortælle, at der f.eks. bliver lagt varme i gulvet. Og så bliver det meget handicapvenligt – hvilket blandt andet indebærer skydedør.

Det kommer til at koste lidt for at komme på toilettet – og betalingen kommer til at foregå med betalingskort.

– Hvad det kommer koste, ved jeg ikke helt endnu, men det bliver et symbolsk beløb, siger Jørgen Hansen, der kan fortælle, at betalingsautomaten også vil være handicapvenlig, idet den kommer til at kunne køre op og ned, så man også kan nå den fra en kørestol.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close