To hole in one-slag i Løgstør på én dag

0
Stig Lassen (th) får overrakt whiskyflasken af golfmakker Mogens Christiansen. Foto: Løgstør Golfklub
Hole in one-slagene har ladet vente på sig i Løgstør Golfklub i denne sæson, men da der først gik “hul på bylden”, gik det til gengæld også stærkt.

Første heldige/dygtige golfspiller på banen var Bo Falkesen.

Han har efterhånden spillet golf i mange år, men aldrig før er det lykkedes ham at slå bolden i hul med et enkelt slag, som det forleden skete på Løgstør Seaside golfbanens hul 11.

I overværelse af golfmakkerne Kent Pedersen og Ole Strange trillede bolden direkte i hullet, og Bo kunne dermed notere fire point på scorekortet.

Efter endt runde tog klubbens kasserer Marianne Bang imod og var klar med den obligatoriske flaske whisky, som Bo Falkesen efterfølgende delte rundhåndet ud af til gæster og klubmedlemmer.

Knap var whiskyflasken tømt, før Stig Lassen gjorde Bo Falkesen kunststykket efter ude på golfbanen. Og oven i købet på samme hul.

Stig Lassen deltog i herreklubben “Fjordgutternes” tirsdagsmatch, og i medvinden på hul 11 slog han med et 9er-jern bolden stille og roligt frem til greenen, hvor den trillede i hul.

Ingen på banen var i tvivl om bedriften ud fra de jubelskrig, Stig Lassen og dagens makker, Mogens Christiansen, fyrede af.

Og også Stig Lassen måtte naturligvis efterfølgende lade whiskyflasken gå rundt i klubhuset, alt imens han blev ønsket behørigt til lykke af klubkammeraterne.

Udover whisky og gavekort kan de to hole-in-one-helte i Løgstør også se frem til at få udleveret certifikat og bagmærke til golfvognen som bevis for bedriften.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close