Stilhed før stormen i Christiansmindeskoven

0
Her skal festen holdes i Løgstør. Privatfoto
Fra på mandag bliver det dyrere at komme til festival 18. august

Det er snart ved at være på høje tid, hvis man skal nå at sikre sig en billet til årets udgave af Løgstør Open Air, inden billetprisen stiger mandag 6. august.

Lige nu ligger Christiansmindeskoven stadig rolig og fredfyldt hen, men om mindre end tre uger, lørdag 18. august, vil skoven igen summe af liv og glade mennesker, når Løgstør Open Air afvikles for 14. gang afholdes i den hyggelige lysning i skoven.

Løgstør Open Air arrangeres formelt af Løgstør Idrætsforening, og i spidsen for festivalen står i år en fem mands-gruppe bestående af Jimmy Støttrup, Henrik Skak, Johnny Støttrup, Benny Nielsen og Lars Marquart.

– Vi synes selv, at vi har fået sammensat et rigtigt godt program med nogle gode kunstnere, men når alt kommer til alt, afhænger vores succes af den lokale opbakning. Der skal nu engang sælges nogle billetter for at få indtægter og udgifter til at balancere. Ellers risikerer man også i Løgstør at stå uden en Open Air koncert, som man har set dét andre steder i landet, hvor svigtende billetsalg har lukket flere koncerter og festivaler.

– Vi kan stadig se og høre, at en del lokale folk endnu ikke har købt billet, men vi håber da utroligt meget på, at disse mennesker beslutter sig for at bakke op om koncerten og får købt deres billetter, appellerer Jimmy Støttrup.

Det bliver Burhan G. som åbner Løgstør Open Air og dermed kickstarter koncertdagen.

Han efterfølges senere på dagen af Birthe Kjær, SAVEUS, Halberg & Friends og Poul Krebs

SAVEUS åbnede i år med stor succes Orange Scene på Roskilde Festival. Birthe Kjær og hendes forrygende Feel Good band har tidligere taget kegler i Christiansmindeskoven, som de for tre år siden forvandlede til et dansende menneskehav, hvor unge såvel som ældre sang med på Birthe Kjærs mange velkendte og glade sange.

Poul Halberg kommer med alle de gode velkendte sange fra Hallberg-Larsen og Ray Dee Oh, og Poul Krebs behøver vist heller ingen nærmere præsentation.

Allerede fra kl. 11 går det løs med opvarmningsarrangementet Beef & Beer, som igen i år tegner til at blive en stor succes med mange forhåndstilmeldte.

– Vi er super glade for at så mange vælger at deltage i “Beef & Beer, og vi synes også selv, vi har ramt et godt koncept, hvor man for kun 135 kr. (+gebyr) får grill buffet, tre øl/vand samt live musik, fremhæver Jimmy Støttrup.

Netop dét, at koncertgængerne møder tidligt ind på pladsen, er ifølge Jimmy Støttrup af stor betydning for det endelige økonomiske resultat.

– Det er ingen hemmelighed, at vi er super afhængige af, at folk bruger lidt penge på pladsen på mad- og drikkevarer, og 100 kr. mere eller mindre per person gør altså bare hele forskellen, når resultatet skal gøres op til sidst, pointerer han.

Ud over musik fra den store scene på koncertpladsen vil der også i år være livemusik i det store festtelt, hvor Martin Von Seelen vil underholde i de to første pauser, og Martin Von Seelen er også manden, som sørger for musikken til “Beer & Beer”- arrangementet.

Derudover er der hyret en DJ til at give den gas i Skovbaren, og så er der naturligvis også alle de frivillige, som hjælper til både før, under og efter koncerten.

– Det at så mange giver en hånd med er helt essentielt for at koncerten kan gennemføres, understreger Jimmy Støttrup.

Løgstør Open Air så første gang så dagens lys i forbindelse med Løgstør Idrætsforenings 100 års jubilæum tilbage i 2005, og er så i øvrigt blevet afviklet lige siden.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close