Ny førstemand klar i Johannes’ æreshus

0
Peter Hørup gjorde et godt indtryk på bestyrelsen med sin kombination af museumserfaring og entusiasme.
Ny æra begynder for Danmarks mest anerkendte forfatter og hans lillesøster

Det er en erfaren museumsmand, der overtager rorpinden i museet for Farsøs nobelprismodtager, Johannes V. Jensen.

Forleden var der reception i det, man også kan kalde for et æreshus for den markante forfatters livsværk. For velkomsten til den 44-årige afløser for Sarah Bouchet blev selvfølgelig fejret i forfattermuseets fine lokaler.

Peter Hørup hedder den nye museumsleder, og i de sidste ti år har han været leder af GASmuseet i Hobro. Og selv om der er et stykke vej fra brændbar gas til fængende litterær produktion i international eliteklasse, så kommer Peter Hørup med mange erfaringer, der gør ham særdeles passende til det nye job.

– Det med erfaringen var med til at gøre udslaget, da vi skulle vælge mellem ansøgerne. Peter Hørup kender allerede mange af opgaverne og er også vant til at formidle overfor et museumspublikum. Og hans personlige fremtræden gjorde også et godt indtryk på bestyrelsen, fortæller forfattermuseets formand, Hans Støttrup.

Farsø-museet fik 60 ansøgere til deltidsjobbet, fortæller Hans Støttrup. Af dem blev otte bedt til samtale, og efter kandidaternes præsentation var opbakningen til Peter Hørup enstemmig.

Sarah Bouchet sagde – i forståelse med museets bestyrelse – op per 1. januar for at få mere tid til at skrive romaner. Hendes andet værk udkom for kort tid siden.

– Den mellemliggende tid har da været udfordrende for os. Men vi har en hårdtarbejdende venneforening og bestyrelse, der har klaret opgaverne indtil nu. Nu er vi glade for at opgaverne er tilbage i trygge hænder, forklarer Hans Støttrup.

Ansættelsen kommer, mens en stor udvidelse af museet er godt på vej.

Samtidig er forfatterens lillesøster Thit, som også var en meget kendt forfatter i sin tid, ved at flytte ind i museet, der er oprettet i deres fælles barndomshjem og på dets nabogrund.

Peter Hørup er kandidat i historie fra Aarhus Universitet. Her har han også taget en supplerende uddannelse i italiensk sprog og kulturformidling.

Før det var han i nogle år lærer og siden konstitueret forstander på Rødding Højskole, inden han i en periode var rejseleder og lærervikar på Nibe og Skørping Skoler.

Peter Hørup er gift og har to børn på 10 og 14 år.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close