Gospelsang i kirken indleder jazz-festival

0
Engelske Baby Jools and The Jazzaholics kan opleves hele to gange under årets Kanal Jazz-festival: Først torsdag aften - og så igen lørdag aften. PR-foto
Igen i år er der lagt op til fire glade dage for jazz-fans – og musikelskere i al almindelighed

LØGSTØR: Swing, revival jazz, New Orleans, blues, gospel og ganske almindelig traditionel jazz.

Mange forskellige musikgenrer er repræsenteret, når det i den kommende uge går løs med 2018-udgaven af Kanal Jazz-festivalen i Løgstør.

Kanal Jazz i Løgstør har efterhånden markeret sig på landkortet som en af årets helt store jazzbegivenheder i det nordjyske, og igen i år har arrangørerne lagt sig i selen for at sammensætte et alsidigt program med appel til et bredt publikum.

– Vi er ikke til den helt avancerede jazz, men vi er ikke bange for at mixe de andre jazz-genrer, forklarer Jens Peter Axelsen, der er formand for Kanal Jazz.

Han nævner bl.a. Nalle and His Crazy Ivans som eksempel på hvor bredt, Kanal Jazz favner.

Navnet dækker over Roland Nyhr Sørensen, tidligere kendt som “Rock-Nalle,” der synger svedig blues i festteltet på havnen i Løgstør lørdag eftermiddag.

Kanal Jazz 2018 indledes – som det også har været tilfældet de foregående år – med en koncert i Løgstør Kirke.

Her vil der onsdag aften være mulighed for at opleve Ole Jørgensen & The Jubilee Singers.

Ole Jørgensen er ikke bare en fremragende sanger, der bl. a. har haft hovedroller i musicals som Chess og Les Miserables. Han er også en kapacitet som gospel-korleder og kan ved koncerten i Løgstør opleves i spidsen for et af landets bedste gospelkor. Torsdag aften går det for alvor løs i Festivalteltet, hvor der lægges hårdt fra land med et af Englands bedste og mest populære jazzbands, Baby Jools and The Jazzaholics.

Med kapelmester Baby Jools bag trommerne byder dette orkester på Revival Jazz i bedste New Orleans-stil. Orkestret, hvor der er næsten 50 år mellem ældste og yngste medlem, har gennem årene spillet over alt i Europa til jazzfestivaler og i jazzklubber.

Fredag eftermiddag sørger de lokale Løgstør Street Paraders for at sætte festen i gang, inden scenen overlades til Barfoeds Jump Band, der med kapelmester Anders Barfoed ved pianoet spiller en blanding af swing og New Orleans. Orkestrets fire medlemmer har tilsammen omkring et par hundrede års erfaring som jazzmusikere, så de er alle et godt stykke over konfirmationsalderen.

Til gengæld er det et helt ungt orkester, der lukker og slukker fredag aften. Orkestret hedder Prima Junior og medlemmerne er mellem 20 og 27 år. En stærk blæsergruppe står i front sammen med vokalisten “King Jive” alias Mathias Flint, og der er således lagt op til en aften med drøn på, når Prima Junior spiller musik med kraftig inspiration fra 40’ernes og 50’ernes swingæra.

Lørdag middag spiller først Trio le Incrediple – og dernæst Nalle and his Crazy Ivans.

Roland Nyhr Sørensen, der blev 75 år i april, er i fuld gang med sit andet comeback til den danske musikscene.

– Publikum skal nok ikke forvente at høre Rock-Nalle som han lød i 1960erne og 70erne. Sammen med sine to fremragende guitarister og vokalister står han i dag som garant for intens og svedig blues – og mon ikke også han med sit nye blues-repertoire kan fylde festivalteltet lørdag eftermiddag, funderer Jens Peter Axelsen.

Lørdag aften vender Baby Jools and The Jazzaholics tilbage, inden Neanders Jazzband som sidste orkester går på scenen ud på de små timer.

Neanders Jazzband blev i sin tid dannet af en gruppe elever på Åbenrå Statsskole og har efterhånden 40 år på bagen – med næsten uændret besætning.

I spidsen står Per Neander Kristensen som trompetist og vokalist, og stilen er New Orleans-jazz med tilsætning af swing og rock’n roll.

Sidste år introducerede Kanal Jazz-arrangørerne for første gang en beskeden entré til koncerterne i festivalteltet på havnen, og det var der øjensynligt ikke nogen, der tog større anstød af.

I år har arrangørerne valgt at justere en smule på betalingskonceptet, så der nu ikke længere indgår øl i entrébilletten. I stedet introduceres i år en partout-billet til 100 kroner for tre dages musik i Kanal Jazz-teltet.

– Det er jo lige før, det nærmest har karakter af et symbolsk beløb, bemærker Jens Peter Axelsen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close