3000 gæster forventes til abe-festival i Løgstør

0
Wafande er klar til at synge i Løgstør på lørdag til Åhh Abe Festival. Arkivfoto
– Sidste år kom der 2000 gæster, og når jeg ser på antallet af henvendelser og aktiviteten på vores facebook-siden, så tror jeg, vi kan nå op på 3000 besøgende på lørdag. Det er jo helt vildt.

Theresa Berg Andersen, der står bag “Åhh Abe Festival” i Løgstør sammen med Mette Kjær, forbereder sig på en ren invasion af børn og barnlige sjæle, når musikarrangementet på havnen i Løgstør for tredje år i træk afholdes på lørdag.

Som de foregående år er det helt gratis at deltage i Åhh Abe Festival, som blandt andet byder på musik med Wafande. Han bliver rosinen i pølseenden på en lang række indslag i løbet af dagen, som kun er mulig fordi en bunke sponsorer har valgt at spytte i bøssen.

– Første gang havde vi et budget på 15.000. I år har vi et budget på 140.000 kr. Og alle pengene er kommet ind fra sponsorer, fortæller Theresa Berg Andersen, som sidste år sammen med Mette Kjær dannede en forening til at stå bag musikarrangementet.

De ville nemlig ikke personligt stå med så mange penge mellem hænderne og være bundet økonomisk op på arrangementet.

Med udsigten til, at Åhh Abe Festival i år bliver endnu større, har det i år også været nødvendigt at få kigget mere på bl.a. sikkerhed. Derfor har Beredskabet været ekstra inde over.

Samtidig er der bestilt et større telt, der stilles op ved Kulturladen på havnen. Det er nemlig i det område, at det hele foregår.

Og netop udsigten til det største besøg i festivalens tre-årige levetid betyder også, at arrangørerne har udvidet med hensyn til antallet af aktiviteter. Udover Wafande er Disko Kalle, kendt fra Ramasjang, på plakaten, ligesom Show4kids og Mek Pek stiller op.

I Kulturladen er Vesthimmerlands Biblioteker på pletten. Her vil der være masser af sjov og underholdende festivalstemning for de mindste.

Pixitrolden kigger forbi og giver en minikoncert sammen med Klaver-Kapper. Hele dagen finder man i Kulturladen massevis af kreative værksteder for de små.

For Theresa Berg Andersen og Mette Kjær er det vigtigt, at der holdes fast i princippet om, at det er gratis at komme til Åhh Abe Festival.

– Det skal være for alle – alle skal have mulighed for at være med uanset økonomi, fastslår Theresa Berg Andersen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close